Troslydighed -...

BACHELOROPGAVE I ROMERBREVET PÅ MENIGHEDSFAKULTETET, AARHUS

Troslydighed ὑπακοὴ πίστεως

Forholdet mellem tro og lydighed hos Paulus

Jørgen Paakjær Moeslund Eksamensnummer: 1877 Vejleder: Peter V. Legarth

23/5 2013 Antal ord: 8.997

Bacheloropgave i Romerbrevet ὑπακοὴ πίστεως - troslydighed Jørgen Paakjær Moeslund

1

1 INDHOLDSFORTEGNELSE

1 Indholdsfortegnelse ................................................................................................................................................... 1

2 Abstract ...................................................................................................................................................................... 2

3 Indledning .................................................................................................................................................................. 3

3.1 Problemformulering .......................................................................................................................................... 3

3.2 Baggrund ........................................................................................................................................................... 3

3.3 Disposition ......................................................................................................................................................... 3

3.4 Afgrænsning ...................................................................................................................................................... 4

3.5 Begrebsafklaring ................................................................................................................................................ 4

4 Troslydighed – et centralt udtryk i Romerbrevet ....................................................................................................... 5

4.1 Den brede kontekst: Romerbrevets Struktur .................................................................................................... 5

4.2 Den nære kontekst: opbygningen af 1,1-7 og 16,25-27 .................................................................................... 6

4.3 Sammenfatning ................................................................................................................................................. 7

5 Troslydighed ............................................................................................................................................................... 9

5.1 Sproglige data.................................................................................................................................................... 9

5.2 Indholdsmæssige data fra den umiddelbare kontekst .................................................................................... 11

5.3 Sammenfatning ............................................................................................................................................... 14

6 Forholdet mellem tro og lydighed hos Paulus ......................................................................................................... 15

6.1 Tro, lydighed og lovgerninger ......................................................................................................................... 15

6.2 Paulus under angreb: et lovløshedens evangelium? ....................................................................................... 17

6.3 Parallel anvendelse af tro og lydighed ............................................................................................................ 20

7 Konklusion ................................................................................................................................................................ 23

8 Litteraturliste ........................................................................................................................................................... 24

8.1 Primær litteratur ............................................................................................................................................. 24

8.2 Sekundær litteratur ......................................................................................................................................... 24


2

2 ABSTRACT

This paper focusses on the relationship between faith and obedience in the Pauline literature by examining the

expression obedience of faith, ὑπακοὴ πίστεως, which is found in Romans 1,5 and 16,26, and by analyzing the overall,

Pauline use of the terms faith and obedience. The paper begins by demonstrating the importance of the phrase within

the letter to the Romans through contextual evidence. Hereafter it progresses to a grammatical treatment of the

words ὑπακοὴ and πίστις and their relationship in the genitive of ὑπακοὴ πίστεως. This part of the paper also contains

an examination of the meaning and background of the phrase drawn from its immediate context. The discussion then

moves to a general level, where important, Pauline texts are analyzed in relation to the following themes: faith or

works, the Pauline conflicts and the parallel use of the words ὑπακοὴ and πίστις. On this basis the paper concludes,

that the construction of genitive, which is found in ὑπακοὴ πίστεως, is best understood as a genitive of apposition,

which is further defined by the subjective genitive, and that the overall connection between faith and obedience in

Corpus Paulinum should be taken in the same meaning. Thereby the conclusion is, that obedience is faith, and faith is

obedience, that is, obedience which springs from and is made possible by faith.


3

3 INDLEDNING

3.1 PROBLEMFORMULERING

Med afsæt i udtrykket troslydighed (ὑπακοὴ πίστεως) i Rom 1,5 og 16,26 gives en analyse af forholdet mellem tro og

lydighed med særligt henblik på Romerbrevet.

3.2 BAGGRUND

Arbejdet med udtrykket troslydighed har både et akademisk og et personligt udgangspunkt. På det akademiske niveau

skal motivationen findes i forundringen over, at Paulus anvender udtrykket troslydighed i Rom 1,5 og 16,26, når det i

øvrigt slet ikke optræder i Det Nye Testamente1. Udtrykkets indholdsmæssige og strukturelle placering ligger samtidig

op til, at det næppe kan forstås som en tilfældig formulering men derimod har krav på at blive undersøgt, hvilket jeg i

det følgende afsnit vil forsvare. Af denne konklusion udspringer nysgerrigheden på, hvad udtrykket betyder, og herfra

følger videre en overvejelse af, hvilken overordnet opfattelse af forholdet mellem tro og lydighed, der kendetegner de

paulinske skrifter, især Romerbrevet. På det personlige plan tager opgaven afsæt i en vedvarende refleksion over og

anfægtelse af forholdet mellem tro og lydighed, som til dels skyldes, at de to elementer i en dansk, folkekirkelig

kontekst ind i mellem adskilles i ”den billige nådes” navn: ”Fordi alt er af nåde alene, kan alt blive ved det gamle”2.

3.3 DISPOSITION

I begrebet troslydighed møder vi en unik sammenstilling af tro og lydighed, og da dette begreb er udgangspunkt for

undersøgelsen, vil opgavens første hoveddel kredse om dets betydning. Før denne undersøgelse iværksættes, skal det

imidlertid forsvares, at udtrykket tillægges så stor vægt, når det kun optræder to gange i hele NT, hvilket jeg vil gøre

gennem strukturelle overvejelser omkring udtrykkets brede og nære kontekst i Romerbrevet. På det fundament vil jeg

begynde analysen af selve begrebet gennem en sproglig vurdering af troslydighed og af tro og lydighed hver for sig.

Yderligere pointer vedrørende udtrykkets mening uddrages af en indholdsmæssig behandling af dets kontekst.

Herefter bevæger jeg mig videre til opgavens anden hoveddel, som behandler centrale paulinske tekster, især fra

Romerbrevet, for at kaste lys over, hvordan forholdet mellem tro og lydighed skal opfattes. Endelig afsluttes opgaven

med en konklusion, der klargør relationen mellem tro og lydighed, hvilket i sidste ende bliver en vurdering af, hvorvidt

den nære sammenhæng mellem tro og lydighed, som konstruktionen ὑπακοὴ πίστεως ligger op til, er samstemmende

med den tankegang, der generelt ses hos Paulus.

1 Herefter benævnt med forkortelsen NT.

2 Bonhoeffer, Efterfølgelse, s. 19.


4

3.4 AFGRÆNSNING

Problemformuleringen rammer et omdiskuteret emne. Grundet opgavens omfang og format vil det imidlertid ikke

være muligt at gå ned i de mange delaspekter af emneområdet, og interessante spørgsmål som forholdet mellem Jesu

og Paulus’ budskaber, ægtheden af Romerbrevets kapitel 16 og især doksologien i 16,25-273 samt forholdet mellem

Jakobsbrevet og de paulinske breve vil derfor forblive uberørte. Arbejdet med forståelsen af tro lægger endvidere op

til en behandling af diskussionen om πίστις Ἰησοῦ Χριστοῦ, men heller ikke det levner formatet rum for4. Opgaven

stiller derimod skarpt på begrebet troslydighed og forfølger med dette som udgangspunkt forholdet mellem tro og

lydighed, især i Romerbrevet.

3.5 BEGREBSAFKLARING

For klarhedens skyld skal enkelte nøglebegreber defineres allerede nu: når jeg omtaler det paulinske brevkorpus,

Corpus Paulinum, opererer jeg med de 13 breve, der bærer Paulus’ navn5. Hvis ikke andet er angivet, er danske bibel-

oversættelser hentet direkte fra DO92, mens græske citationer stammer fra Nestle-Alands 27. udgave af Novum

Testamentum Graece. Begrebet troslydighed er således den danske oversættelse af ὑπακοὴ πίστεως og anvendes,

som det ses ovenfor, oftest i stedet for de græske ord.

3 Jeg følger i dette spørgsmål Harry Gamble Jr., der argumenterer for, at det oprindelige brev rummer alle 16 kapitler:

Longenecker, Introducing Romans, s. 28–30.

4 Jeg forstår generelt udtrykket som en objektiv genitiv: ”tro på Jesus Kristus”. Jf. Bird, Four views on the Apostle Paul,

s. 100; Schreiner, Galatians, s. 163–166.

5 Som L. T. Johnson i Bird, Four views on the Apostle Paul, s. 67–68.


5

4 TROSLYDIGHED – ET CENTRALT UDTRYK I ROMERBREVET

Det er muligt at problematisere opgaven ud fra dens tekstuelle udgangspunkt, idet det er åbenlyst, at de valgte

tekster befinder sig i udkanten af Romerbrevets struktur og i udkanten af det forskningsmæssige perspektiv, der er

blevet lagt på Romerbrevet6. Derfor har jeg valgt at adressere kritikken helt fra begyndelsen med dette afsnit, der

argumenterer for vigtigheden af troslydighed ud fra strukturelle betragtninger omkring udtrykkets brede og nære

kontekst.

4.1 DEN BREDE KONTEKST: ROMERBREVETS STRUKTUR

Romerbrevet er selvsagt et brev. Det betyder, at vi i forståelsen af teksten må være opmærksom på de særlige

egenskaber, der kendetegner breve i den græsk-romerske kultur omkring affattelsestidspunktet. I arbejdet med

Corpus Paulinum har der imidlertid været en tendens til at søge efter et tematisk centrum, som har kunnet forene de

mange forskellige nuancer og tendenser i brevene, og denne søgning er ind i mellem gået for sig uden hensynstagen

til de data, som brevene kan give igennem deres epistolariske kendetegn7. Et af de vigtige bidrag herfra er, at brevets

ramme meget ofte er central for forståelsen af brevets større tekstdele. Således peger undersøgelser på, at de

vigtigste temaer ofte anslås i rammebemærkningerne8, hvilket da også skinner igennem i Romerbrevet: eksempelvis

præsenteres spørgsmålet om forholdet mellem jøder og hedninger, som er i fokus i Rom 1,18-5,21; 9,1-11,36; 15,1-13,

blandt andet i 1,16 og 2,10 med formuleringen: ”For jøde, først, og for græker.” På samme måde anslår troslydighed

et tema, nemlig troen og dens forhold til lydigheden, som er på spil i store dele af Romerbrevet: dels i afsnittet om

Guds vrede og hans retfærdighed, der gives ved tro på Jesus Kristus (1,18-5,21), og dels i afsnittene om det liv i

lydighed, der følger af troen, generelt (6,1-8,39; 12,1-21;13,8-14)og specifikt (13,1-7;14,1-15,13). Altså hænger

lydighed og tro nært sammen med hele brevet9. Denne betragtning af brevets indhold og opbygning er med til at

skitsere, hvor centralt troslydighed står i Romerbrevet.

Fra en retorisk synsvinkel kan man imod ovenstående indvende, at temaangivelsen ikke skal findes i brevets præskript

men derimod i dets propositio, som ofte defineres som 1,16-1710

. Ved at have denne pointe for øje imødegås et for

6 Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 49–50.

7 Ibid., s. 6–8; Bird, Four views on the Apostle Paul, s. 70–71; Anderson, «Romans 1:1-5», s.25.

8 Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 4, 40.

9 Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 10; Miller, The obedience of faith, the eschatological people of

God, and the purpose of Romans, s. 59. Rom 9-11 falder tilsyneladende udenfor nævnte sammenhæng. Se afsnit 5.2.2.

for en kort fremstilling af perikopens relation til resten af brevet.

10 Legarth, Kompendium til nytestamentlig isagogik, s. 25.


6

ensidigt fokus på troslydighed, men indvendingen legitimerer på den anden side ikke, at man ignorerer udtrykket. Vi

møder nemlig i Galaterbrevets præskript en lignende foregribelse af brevets tema, når Paulus i Gal 1,1 understreger,

at han er ”[…]apostel, ikke fra mennesker, ikke udsendt af et menneske, men af Jesus Kristus og Gud Fader,[…]”.

Brevet begynder netop med at stadfæste Paulus’ myndighed som apostel over for den nye lære, der truer med at

bringe menigheden på vildspor (Gal 1,10-16)11

. Det er magtpåliggende for Paulus at få understreget sin autoritet over

menigheden, hvorfor han anslår dette tema allerede i præskriptet.

For at blive ved de retoriske betragtninger vil man kunne beskrive placeringen af troslydighed først og sidst i brevet

som inclusio. Det indikerer, at man skal give særlig opmærksomhed til den gentagne frase, og at den har en særlig

betydning12

. Man bør naturligvis være varsom med at tillægge betydning på grundlag af rent retoriske elementer, men

når udtrykket samtidig korresponderer med brevets indhold, som jeg har påvist ovenfor, er den retoriske

argumentation i mine øjne legitim.

4.2 DEN NÆRE KONTEKST: OPBYGNINGEN AF 1,1-7 OG 16,25-27

Det andet punkt i forsvaret for mit udgangspunkt er den umiddelbare kontekst, troslydighed optræder i. På grundlag

af den foregående understregning af brevrammens vigtighed, vil jeg, igennem en analyse af Rom 1,1-7 og 16,25-27,

påvise, at troslydighed står centralt i disse tekster og dermed er definerende for selve Romerbrevets ramme.

4.2.1 ROM 1,1-7

Afsnittet udgør Paulus’ indledende hilsen til sine adressater, som følger de græsk-romerske, epistolariske

retningslinjer for udformningen af et præskript13

, ligesom det ses i mange af Paulus’ øvrige breve (Gal 1,1-5; 1 Kor 1,1-

3; 2 Kor 1,1-2; Ef 1,1-2; Kol 1,1-2): afsender (Rom 1,1-5), adressater (1,6-7a) og hilsen (1,7b). Hilsnen markerer

afslutningen på præskriptet, som derfor må forstås som en afgrænset enhed. Bemærkelsesværdigt er det for

Romerbrevet, at afsenderbenævnelsen er ekstremt udvidet. Paulus præsenterer sig i 1,1-5 ved at henvise til sit

apostolat og tilhørende evangelium. Endnu engang finder vi i dette afsnit anvendelsen af inclusio, når det i 1,1 hedder,

at Paulus er ”[…] kaldet til apostel […]”, og igen i 1,5 lyder, at han har ”[…] fået nåde og apostelkald […]”. Dermed

fremhæves apostolatet som det fundament, hvorpå Paulus står, når han skriver til menigheden i Rom14

. I denne

11

Ibid., s. 43.

12 Davies, Faith and obedience in Romans, s. 25; Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and

the purpose of Romans, s. 40.

13 Longenecker, Introducing Romans, s. 209; Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the

purpose of Romans, s. 41 .

14 Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 40.


7

sammenhæng har troslydighed den funktion, at det definerer målet for Paulus’ apostolat15

, hvilket fremgår af

anvendelsen af εἰς. Præposition har nemlig ofte final betydning og kan derfor benyttes til at indføre en

formålsbetegnelse16

. Vers 6-7 indikerer, at menigheden i Rom også ligger indenfor Paulus’ virke, og at troslydigheden

derfor også er målet for dem. Begrebet står altså centralt i Romerbrevets præskript: som mål for det apostolat, der

defineres i 1,1-5 og dermed også som mål for adressaterne, der angives i 1,6-7a17

.

4.2.2 ROM 16,25-27

Den anden forekomst af troslydighed i Romerbrevet findes i Rom 16,26. Dette vers er en del af postskriptet (15,14-

16,27)18

, som afsluttes med en doksologi (16,25-27). Ligesom for præskriptet gælder det, at der anvendes inclusio i

doksologien. Gud introduceres i 16,2519

og nævnes igen i 16,27, og ind i mellem uddyber Paulus den guddommelige

gerning, der ligger til grund for, at Gud fortjener ære: at han i Jesus Kristus har åbenbaret den hemmelighed, der

kommer til udtryk i Paulus’ evangelium, som stemmer overens med skrifterne. Ved en parallellæsning af 1,1-7 og

16,25-27 træder det tydeligt frem, at de to afsnit i høj grad spejler hinanden20

. Ikke blot ved anvendelsen af inclusio og

ved tematiske lighedstræk, men i særdeleshed også i funktionen af troslydighed i afsnittet. Også her indføres det med

εἰς, og troslydighed står så at sige som formålsbetegnelse for hele Guds gerning, som den er beskrevet i 16,25-2721

.

Dette underbygges yderligere af den stilistiske, liturgiske form, der kendetegner doksologien, og som fremhæver

troslydigheden som dens klimaks22

.

4.3 SAMMENFATNING

Gennem en betragtning af placeringen af troslydighed i dets brede og nære kontekst har jeg ovenfor vist, at udtrykket

er centralt i Romerbrevet. Det korresponderer med store dele af indholdsmæssige hoveddele og anslår centrale

temaer, samtidig med at det indtager en retorisk nøgleposition i den overordnede såvel som den umiddelbare

15

Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 11; Davies, Faith and obedience in Romans, s. 25; Anderson,

«Romans 1:1-5», s. 36–37; Garlington, The obedience of faith, s. 243; Moo, The Epistle to the Romans, s. 51–53.

16 Anderson, «Romans 1:1-5», s. 37.

17 Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 12.

18 Legarth, Kompendium til nytestamentlig isagogik, s. 25.

19 Med den for doksologier klassiske anvendelse af dativ: Moo, The Epistle to the Romans, s. 938.

20 Jf. f.eks. omtalen af evangeliet, Jesus Kristus og overensstemmelsen med Skrifterne.

21 Anderson, «Romans 1:1-5», s.36–37.

22 Legarth, Romerbrevet, s. 102.


8

kontekst. Jeg mener dermed at have tilbagevist den indvending, jeg indførte i begyndelsen af nærværende

hovedafsnit. Imidlertid har jeg ikke besvaret indvendingen vedrørende begrebets sparsomme udbredelse i NT: når

udtrykket ikke anvendes andre steder, kan det vel næppe siges at være typisk paulinsk, og i så fald er pointer, der er

baseret på dette begreb uanvendelige til at sige noget generelt om det paulinske brevkorpus. Indvendingen er legitim,

og jeg må tage den alvorligt. Jeg har dog allerede overfladisk berørt sammenhængen mellem troslydighed og

indholdet i brevkorpus, og denne vil jeg forfølge videre frem i opgaven for at bevise, at selvom ordlyden er sjælden, er

tankegangen om en nær sammenhæng mellem tro og lydighed hyppig. I første omgang er det dog nødvendigt med en

dybere forståelse af betydningen af troslydighed, og det er netop i denne retning, jeg nu vil vende fokus.


9

5 TROSLYDIGHED

Den foregående del af opgaven fastslog, at troslydighed indtager en nøgleposition i forhold til sin kontekst i

Romerbrevet og påpegede desuden en indholdsmæssig sammenhæng mellem begrebet og de tanker, der udtrykkes i

brevkorpus. Dette afsnit har til formål at dvæle lidt mere ved ὑπακοὴ πίστεως ved at behandle de rent sproglige samt

indholdsmæssige data, der kan drages fra udtrykket og dets umiddelbare kontekst. Herigennem er det målet at

formulere en grundigere forståelse af udtrykket, som jeg kan anvende som referencepunkt i den fortløbende

behandling af forholdet mellem tro og lydighed.

5.1 SPROGLIGE DATA

Inden jeg kan tage fat på det centrale spørgsmål omkring forståelsen af genitiv-konstruktionen ὑπακοὴ πίστεως, som i

høj grad er kilden til tvivlen omkring betydning af troslydighed23

, vil jeg belyse de to ords semantik, udbredelse og

baggrund. Det græske ord, der betyder lydighed er ὑπακοή. Det er et substantiv, der er afledt af verbet ὑπακούω, som

er nært beslægtet med verbet for at høre, ἀκούω. Dette svarer til observationen hos Don B. Garlington, at der ikke

findes et ord for lydighed i det hebraiske sprog, men at ideen derimod ligger implicit i verbet for at høre, 24

ׁשמע . Hos

James C. Miller defineres lydighed som den rette respons på at høre25

. Ordet havde kun en ringe udbredelse på NT’s

tid, hvilket fremstår tydeligt ved en simpel ordtælling: substantivet optræder syv gange i Romerbrevet og blot fire

gange i resten af Corpus Paulinum, mens verbet findes fire gange i Romerbrevet og derudover 7 gange i Corpus

Paulinum, men det betyder ifølge Miller langt fra, at ordet er ligegyldigt. Som jeg har været inde på i afsnit 4.1 er

lydighed et tema, der går igen igennem hele Romerbrevet, og det demonstrerer Miller ved at vise, hvordan lydighed

er koblet helt nært sammen med temaerne ulydighed, retfærdighed, tro og vantro26

. Koblingen kan for eksempel

observeres i troslydighedsbegrebet, ligesom lydighed naturligvis ikke kan adskilles fra sin modsætning, ulydighed.

Troen, vantroen, lydigheden og ulydigheden er alle forskellige, menneskelige reaktioner på Guds retfærdige gerning i

såvel det jødiske som i det eskatologisk, kristne pagtsfolk. I det perspektiv er det tydeligt, hvor central en position

lydighed har i Romerbrevet.

Ligesom lydighed, er tro, πίστις, også et substantiv, der er afledt af et verbum, nemlig πιστεύω, som er en ekstremt

udbredt term hos Paulus: 142 gange optræder substantivet, mens verbet findes 54 gange. 21 af disse ses i

Romerbrevet, mens 40 forekomster af substantivet optræder her. Tro er altså en nøgleterm for Paulus, og netop

23

Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s.13.

24 Garlington, The obedience of faith, s. 11.

25 Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 50–51.

26 Ibid., s. 52–55.


10

derfor virker det så meget mere påfaldende, at han intetsteds giver en definition på, hvad tro er. Denne observation

sandsynliggør Garlingtons tese: at den paulinske forståelse af tro er direkte overført fra den jødiske terminologi, som

Paulus generelt er nært afhængig af27

. Her ses lydighed ifølge Garlington fuldstændig integreret i og uadskillelig fra

tro28

. I arbejdet med tro skylder jeg desuden at bestemme anvendelsen af begrebet ud fra distinktionen mellem fides

qua og fides quae. Den vinkel, jeg i opgaven ligger på πίστις, er den første: fides qua. Det, der er i sigte, er altså

forholdet mellem den tro, hvormed man tror, og lydighed, og ikke lydighedens plads i fides quae, den kristne tro som

lære. Den sidstnævnte betydning af πίστις findes tilsyneladende ikke i Romerbrevet, hvorfor det er forsvarligt

udelukkende at fokusere på den førstnævnte29

.

Usikkerheden omkring betydningen af troslydighed skyldes som nævnt først og fremmest, at udtrykket i den græske

grundtekst er en konstruktion af to ord, som bindes sammen med genitiv. πίστεως er genitivformen af πίστις, tro.

Genitiv er på koine-græsk en meget labil kasus, der har vidt forskellige anvendelsesmuligheder, og når man

sammenholder dette med, at der ikke findes en tilsvarende konstruktion med ὑπακοή og πίστις i hele NT, opstår der

selvsagt tvivl om forståelsen af netop dette begreb. Mulighederne for forståelsen af genitiven er de følgende30

:

a. Objektiv genitiv: med denne forståelse af konstruktionen ses πίστεως som objekt for det verbale aspekt i

ὑπακοή, at adlyde. Dermed skal udtrykket oversættes: ”Lydighed mod troen”. Bevægelsen går så at sige fra

lydighed mod tro. Den objektive tolkning giver bedst mening, hvis troen læses som fides quae.

b. Subjektiv genitiv: her opfattes πίστεως som subjekt for det verbale aspekt i ὑπακοή, hvormed oversættelsen

bliver: ”lydighed, som troen virker.” Her går bevægelsen således fra tro til lydighed. Også her findes der andre

variationer af den præcise oversættelse.

c. Adjektivisk genitiv: πίστεως forstås som adjektiv til ὑπακοή, hvilket medfører følgende oversættelse:

”troende lydighed.” Dette er selvfølgelig en meget bred kategori, for tro kan uanset hvad siges at stå

adjektivisk til lydighed, idet det er med til at definere lydighed. Imidlertid menes der med den adjektiviske

forståelse, at tro blot er beskrivende og således hverken objekt eller subjekt for lydighed.

d. Appositionel genitiv: i denne konstruktion ses πίστεως som en apposition til ὑπακοή, så de to ord egentlig

skal opfattes ens, som en varieret gentagelse: ”lydighed, som udgøres af tro.” Den appositionelle forståelse

27

Garlington, The obedience of faith, s. 9.

28 Ibid., s.10–11.


30 Ibid., s. 13–14; Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 42;

Davies, Faith and obedience in Romans, s. 26.


11

kan gå i to retninger: på den ene side at lydighed er begrænset til den lydighedshandling, det er at tro, og på

den anden side at troen konstitueres af lydighed. Denne spænding vender jeg tilbage til i afsnit 6.3.

Det er den appositionelle opfattelse af genitiven, der er mest udbredt blandt de nutidige teologer, der har

kommenteret på udtrykket, mens den objektive, trods tidligere popularitet, støder på store sproglige vanskeligheder,

fordi πίστις i 1,5 mangler den bestemte artikel, der sædvanligvis bruges til at angive troen, når den fungerer som fides

quae31

. Den adjektiviske forståelse er en meget bred kategori, og den er i mine øjne for bred til at sige noget præcist

om relationen mellem lydighed og tro. Tilbage står derfor den subjektive og appositionelle genitiv som de mest

sandsynlige opfattelser32

, hvorfor jeg vil holde disse op mod de indsamlede data fra resten af opgaven.

5.2 INDHOLDSMÆSSIGE DATA FRA DEN UMIDDELBARE KONTEKST

Den umiddelbare kontekst for troslydighed er allerede blevet behandlet i afsnit 4.2, og når jeg her vælger at tage den

op igen, skyldes det, at jeg ønsker at gå dybere ned i kontekstens indholdsmæssige data, fordi vi her finder flere

vigtige markører, der er med til at pege i retning af, hvordan troslydighed skal forstås, og som afslører, at udtrykket

står i nær sammenhæng med resten af tankegangen i Romerbrevet.

5.2.1 TROSLYDIGHED SOM MÅL, MEN FOR HVEM?

Den afgørende pointe i afsnit 4.2 var, at troslydighed har funktion af formål i både Rom 1,1-5 og 16.25-27. I

indledningen som mål for Paulus’ apostolat og i afslutningen som mål for Guds virke33

. I forlængelse af denne

konklusion rejser der sig følgende spørgsmål: hvem vedrører dette mål nærmere bestemt? Det er et centralt

spørgsmål, hvis svar er definerende for forståelsen af troslydighed: antager man, at det blot er målet for de ikke-

troende, kan det sidestilles med den lydighedshandling, det er at komme til tro, så genitiven skal forstås objektivt eller

appositionelt. Hvis man på den anden side mener, at troslydighed kun gælder de allerede troende, kan det faktisk

begrænses til at betegne den lydighed, der udspringer af troen, altså den subjektive forståelse af genitiven. Kort sagt:

er vægten i troslydighed lagt på tro eller lydighed? Undersøgelsen er baseret på den forudsætning, at vi har at gøre

med en konsekvent sprogbrug hos Paulus, når han taler om troslydighed.

31

Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 15; Miller, The obedience of faith, the eschatological people of

God, and the purpose of Romans, s. 42; Gallagher, «The Pauline phrase ‘obedience of faith’ in Aquinas and Luther», s.

33.

32 Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 15; Davies, Faith and obedience in Romans, s. 26.

33 Romerbrevets afslutning ligger, som nævnt i afsnit 4.2.2., indholdsmæssigt meget nært op ad indledningen, idet

tematikken vedrørende løfte og opfyldelse også er centralt her, og jeg fokuserer derfor særligt på Rom 1,1-7.


12

1,6 antyder, at Paulus taler om troslydighed som målet for hans allerede troende menigheder. Han inkluderer nemlig

menigheden i Rom i de folkeslag, som troslydigheden skal være blandt ved hjælp af præpositionen ἐν, der styrer det

relative pronomen i dativ, οἷς, som leder tilbage til den lignende konstruktion i 1,5: ἐν πᾶσιν τοῖς ἔθνεσιν. Menigheden

i Rom er en del af folkene, til hvilke Paulus har fået kald med henblik på troslydighed. På den anden side er der en

tydelig universalisme i 1,5: ”[…] at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed […]. Der kan dermed ikke blot være

tale om de troende menigheder. Spændingen kan forsøges opløst ved en grundigere læsning af 1,5-6: formålet med

1,6 er blot at inkludere menigheden i Rom blandt hedningene-folkene, τὰ ἔθνη, hvormed de inkluderes i Paulus

virkefelt, som han beskriver det i 15,15-1634

. På den måde kan han stadfæste sin autoritet over menigheden, selvom

han ikke har grundlagt den. Til støtte herfor må angives 1,8 og 16,19, hvor menigheden roses for sin tro (1,8) og

lydighed (16,19). Hvorfor skulle Paulus søge at skabe lydighed eller tro hos en menighed, der allerede er vidt kendt for

netop sin tro og lydighed? På den anden side kan dette argument modsiges: hvorfor er så store dele af Romerbrevet

formanende (især 6-8; 12,1-15,13), hvis Paulus ikke har til formål at fremme menighedens lydighed? Stanley Olson

giver en mulig forklaring på den umiddelbare modsætning, der er i mellem Paulus’ ros og hans ønske om at formane.

Forklaringen kan være, at rosen primært tjener et pædagogisk formål, nemlig at gøre brevets modtagere mere

lydhøre overfor afsenderens budskaber35

. Desuden kunne man henvise til 7,14-25, som ifølge den selvbiografiske

tolkning beskriver Paulus’ egen kamp for lydighed i livet som troende36

. Sammenholdt med selvvidnesbyrd som 1 Kor

9,26-27 og Fil 3,17 viser Rom 7,14-25 tydeligt, at selv for kirkens mest kendte apostel og leder, er synden en

virkelighed, der konstant må bekæmpes. Formaningerne i Romerbrevet kan sagtens stå side om side med rosen, for

den troendes liv er for Paulus et løb, der først fuldføres i døden (1 Kor 9,24-27; 2 Tim 4,6-8)37

. Med de ovenstående

pointer og argumenter i betragtning er det i mine øjne klogest at fastholde den ambiguitet, som der ved første øjekast

er i Paulus’ brug af troslydighed: begrebet skal forstås som et mål for både troende og ikke-troende og adresserer

derfor både den lydighed, der består i at komme til tro, og den lydighed der følger af at være kommet til tro.

34

Moo, The Epistle to the Romans, s. 53–54; Davies, Faith and obedience in Romans, s. 26–27.


36 Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 110–113.

37 Den troendes kamp mod synden kan beskrives som forholdet mellem indikativ og imperativ hos Paulus, det vil sige

spændingen og sammenhængen mellem stadfæstelsen af den troendes frihed fra synden (Rom 6,2) og formaningen til

at bekæmpe den (Rom 6,12). Problemstillingen uddybes i afsnit 6.2.


13

5.2.2 TROSLYDIGHED SOM EN DEL AF DIALOGEN MELLEM PAULUS OG ISRAEL

Rom 1,1-7 giver os en anden væsentlig information om troslydighed. I disse vers definerer Paulus sit evangelium

igennem en sprogbrug, der alluderer til GT38

, og som anslår temaet: løfte og opfyldelse39

. Løftet indføres igennem de

gammeltestamentlige allusioner (1,3), mens opfyldelsen kommer til udtryk i omtalen af Jesu Kristi opstandelse (1,4.) I

denne kontekst skal troslydighed forstås som det, der kendetegner opfyldelsens tids forhold til Gud, modsat den

gamle pagts lovlydighed, og begrebet er således at forstå som en polemik mod den jødiske pagtsnomisme, der ifølge

E.P. Sanders kendetegnede Paulus’ jødekristne modstandere40

. Denne opfattelse styrkes yderligere ved at iagttage

hvilke termer, Paulus anvender til at beskrive menigheden i Rom i 1,6-7: κλητός (kaldet), ἀγαπητός θεοῦ (Guds

elskede) og ἅγιος (hellig). Disse ord har alle været væsentlige i den jødiske selvforståelse, hvor man opfattede sig selv

som netop kaldet, elsket og hellig i kraft af sin status som Guds pagtsfolk41

. De kristne, herunder menigheden i Rom, er

det nye pagtsfolk, og Paulus’ indledning til Romerbrevet er derfor en form for opsummering af situationen i den nye

tid efter Kristi død og opstandelse. Troslydighed kan altså forstås som det, der kendetegner den troende i den nye

æon, hvor alle i Kristus kan få adgang til det gudsforhold, der før var forbeholdt jøder42

.

Med denne tolkning af indledningen til Romerbrevet kan man ifølge Miller opnå en løsning på problemet omkring

forholdet mellem brevets ramme og dets indhold, idet tematikken vedrørende forholdet mellem jøder og hedninger

er i fokus i store dele af brevkorpus43

. Miller mener, at Paulus med talen om troslydighed (1,5), en åndelig gave og en

styrkelse af Romermenigheden (1,11) sigter specifikt til den lydighed, der består i at jødekristne og hedningekristne i

menigheden modtager hinanden i enhed44

. Som jeg ser det, giver opmærksomheden på den jødiske baggrund for

brevets ramme en større forståelse af det i Romerbrevet tilbagevendende tema om jøder og hedninger, og det er

endvidere en afgørende forståelsesnøgle i forhold til mange af de skriftsteder, der taler om tro og gerninger i

Romerbrevet, og som derfor er væsentlige for undersøgelsen af forholdet mellem tro og lydighed. Dog mener jeg, at

Miller går for vidt, når han vil begrænse troslydighed til at dække over den lydighed, der modtager hinanden i enhed.

38

Rom 1,1-3: ”[…] det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter […] om hans søn […]

som menneske kommet af Davids slægt […]”

39 Anderson, «Romans 1:1-5», s. 35; Holst, «The Meaning of ‘Abraham Believed God’ in Romans 4», s. 325–326.

40 Garlington, The obedience of faith, s. 3–4, 253–255.

41 Ibid., s. 238–242.

42 Ibid., s. 253–255.

43 Se afsnit 4.1.

44 Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 19, 175–176;

Anderson, «Romans 1:1-5», s. 39.


14

En sådan læsning er særdeles kompliceret, og det virker usandsynligt, at Paulus skulle udtrykke sig så vagt i

indledningen, når han i for eksempel 15,7-13 taler klart og utvetydigt om netop at modtage hinanden på tværs af

skellet mellem jøde- og hedningekristne.

5.3 SAMMENFATNING

Nærværende afsnit har betragtet troslydighed fra et kontekstuelt og et sprogligt perspektiv. Gennem den sproglige

tilgang har jeg redegjort for de mulige betydninger af genitiv-konstruktionen, og jeg har desuden påvist, at tro og

lydighed er centrale termer i det paulinske forfatterskab. Ved at betragte troslydighed i sin kontekst har jeg fundet

frem til, at Paulus benytter udtrykket til at beskrive situationen i det nye pagtsfolk. Endvidere fremgår det, at

troslydighed er målet for såvel troende som ikke-troende, hvilket peger på, at det hverken kan begrænses til at

betegne selve den lydighed, det er at komme til tro, eller den lydighed der fordres af den troende, men at begge

tanker derimod kan indeholdes i troslydighed45

. Det er et tvetydigt begreb, som, i sin funktion af mål for Paulus’

apostolat og Guds virke, bedst kan forstås som hele den troendes respons på Guds gerning. Dermed kan der både

plæderes for den subjektive (lydigheden, der virkes af troen) og den appositionelle genitiv (lydigheden, som er at tro).

Om dette betyder, at tro og lydighed kan forstås som identiske, eller om der findes en skelnen mellem de to, skal i det

følgende vurderes ud fra centrale paulinske skriftsteder.

45

Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 1.


15

6 FORHOLDET MELLEM TRO OG LYDIGHED HOS PAULUS

Diskussionen om tro og lydighed hos Paulus udspringer af, at apostlen intetsteds definerer, hvordan han præcist

forstår og anvender ordene46

. Når jeg derfor skal søge efter den paulinske forståelse af forholdet mellem tro og

lydighed, må jeg bevæge mig bredt over store dele af forfatterskabet. Jeg har derfor udvalgt en række perikoper,

primært fra Romerbrevet men også fra resten af Corpus Paulinum, og desværre må jeg sande, at en sådan udvælgelse

altid vil være præget af subjektivitet og selektivitet47

. Når dette sammenholdes med opgavens snævre format, står det

klart, at der er store, relevante tekstområder, som ikke vil blive behandlet. Derfor har det været et væsentligt

kriterium i tekstudvælgelsen, at de behandlede passager er velkendte og centrale. Desuden har jeg valgt at inddele

undersøgelsen i temaer, hvilket skaber en stærkere sammenhæng.

6.1 TRO, LYDIGHED OG LOVGERNINGER

Reformatorerne læste i høj grad Paulus ud fra spørgsmålet om retfærdiggørelse efter dom eller gerninger. Dette er

forsvarligt, når man ser, hvor meget plads apostlen rent faktisk giver emnet, især i Romerbrevet og Galaterbrevet48

.

Problematikken kan bedst beskrives med et direkte citat fra Rom 3,28: ”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt

ved tro, uden lovgerninger.” I de senere årtier er der imidlertid opstået debat om, hvorvidt den reformatoriske

forståelse af Paulus er korrekt. Er han i virkeligheden optaget af en debat mellem tro og gerninger i den

reformatoriske forstand, som har rødder i opgøret med den romersk-katolske kirke og dens fokus på ydre,

fortjenstfulde gerninger? Når jeg vælger at inddrage det nye Paulus-perspektiv, er det fordi, det giver en dybere

forståelse af tro og lydighed. Man vil nemlig langt på vej kunne argumentere for en adskillelse af tro og lydighed ved at

understrege det paulinske fokus på tro frem for lovgerninger, men jeg agter at vise, at denne problemstilling faktisk

ikke vedrører forståelsen af tro og lydighed. Den har derimod rod i to forskellige emner: spørgsmålet om forholdet

mellem jødekristne og hedningekristne og afvisningen af det menneskelige forsøg på at skaffe sig ros hos Gud gennem

gerninger.

6.1.1 ROM 3,27-30

I Rom 3,28 modstilles troen og gerningerne, og det virker dermed usandsynligt, at Paulus kan indfatte lydighedens

gerninger i troen. Jeg mener imidlertid, at slutningen beror på en misforståelse, for de gerninger, der modstilles troen,

er ikke den troendes lydighedsgerninger, som Paulus tværtimod fordrer49

, men lovens gerninger, ἔργων νόμου (3,28),

46

Garlington, The obedience of faith, s. 9.

47 Bird, Four views on the Apostle Paul, s. 66.

48 Schreiner, New Testament theology, s. 576.

49 F.eks.: Rom 6,1-23; 8,12-17; 12,1-15,13; 1 Kor 1,10-17; 5,1-6,20; Gal 5,13-26; Fil 4,1-9; 2 Thess 3,6-16.


16

og Paulus refererer her til Moseloven, hvad der især fremgår af 3,29, hvor han understreger, at Gud er Gud for alle,

både jøder og hedninger. Dette er netop pointen i det nye Paulus-perspektiv: at Paulus med lovgerninger taler om de,

i Moseloven beskrevne, specifikt jødiske gerninger, der definerede folket som Guds pagtfolk og sørgede for, at de

forblev inden for pagtens rammer, adskilt fra de hedenske folk omkring dem, herunder især de såkaldte

identitetsmarkører: spiseregler, festdage og omskærelse50

. Som jeg ser det, står det nye Paulus-perspektiv stærkt på

baggrund af passager som 3,27-30, for det fremgår tydeligt af konteksten, at Paulus taler ind i spørgsmålet om

forholdet mellem jøder og hedninger. Så længe udsagnene om tro og gerninger er placeret i den kontekst, er det ikke

muligt at anvende dem som kritik af en sammenstilling af tro og lydighed. Imidlertid er perspektivet ikke vidt nok. Man

får ikke det hele med, hvis man vil tolke al Paulus’ tale om gerninger ud fra det nye Paulus-perspektiv, for som jeg nu

vil vise, rummer spørgsmålet om tro eller gerninger også en universalitet, hvor gerninger ikke kun er Moselovens

gerninger men alle gerninger, som mennesket vil bruge til at skaffe sig ros overfor Gud.

6.1.2 ROM 4

Rom 4 handler om Abraham, som levede før Moselovens tid. Det hedder i 4,3 med citatet fra Gen 15,6: ”Abraham

troede Gud, og det blev regnet ham til retfærdighed.” Og i 4,5: ”Den derimod, der ikke arbejder, men tror på ham,

som gør den ugudelige retfærdig, ham regnes han tro til retfærdighed.” Det græske ord for at arbejde er her verbet

ἐργάζομαι i form af et participium i dativ, og det har tydeligvis forbindelse til ordet for gerning: ἔργον. Talen om

arbejde er identisk med talen om gerninger. Det er altså den samme kontrast som i 3,28, der her præsenteres:

gerninger over for tro. Blot er konteksten her en situation, hvor Moseloven ikke fandtes, hvorfor problematikken kan

beskrives som almenmenneskelig og ikke blot jødisk-hedensk51

. For alle mennesker er det en fristelse at søge sin egen

ros, sin egen løn (4,4) gennem arbejde, men pointen er for Paulus, at intet menneske kan opnå retfærdigheden

gennem arbejde, fordi intet menneske kan opfylde hele loven. Derfor kan selv Abraham og David regnes blandt de

ugudelige (4,5-6). Det betyder imidlertid ikke, at lydighed skal adskilles fra troen. Glenn N. Davies pointerer, at

Abraham i den jødiske tradition var højtagtet netop på grund af sin lydighed, og når Paulus vælger at forklare sit syn

på retfærdiggørelsen ved at bruge Abraham som eksempel, er det netop for at understrege, at selv for den lydige

stamfader var det ikke lydigheden men troen, der retfærdiggjorde52

. Altså er der tale om en skelnen mellem lydighed

og tro, og sigtet med denne skelnen er at udelukke den menneskelige ros (4,2). Ikke desto mindre var Abrahams

lydighed en naturlig del af hans tro. Han var lydig, da Gud kaldte ham i Karan (Gen 12), han var lydig, da Gud

beordrede omskærelse (Gen 17), og han var lydig da Gud krævede hans eneste søn (Gen 22). Lydigheden hører

således implicit med, når Paulus taler om Abrahams tro og skal netop forstås i sammenhæng med troen, hvilket Davies

her formulerer rammende:

50

Davies, Faith and obedience in Romans, s. 15–18.

51 Bird, Four views on the Apostle Paul, s. 197–198.

52 Davies, Faith and obedience in Romans, s. 143.


17

“Moreover, as we noted above, Abraham’s obedience is the presupposition of Paul’s allusion to the

patriarch, though the apostle’s intention is to place that obedience in its proper perspective, i.e. in

relationship to Abraham’s faith.”53

6.1.3 GAL 3,9-11

“Men at ingen bliver retfærdig for Gud ved loven, er klart; for »den retfærdige skal leve af tro«.” (Gal 3,11). I

Galaterbrevet behandler Paulus flere af de samme emner som i Romerbrevet. Vidnesbyrdet er, som det træder frem i

ovenstående citat, til støtte for den forståelse, vi møder i Romerbrevet: gerninger leder ikke til retfærdighed, men det

gør troen. De to modstilles: troen giver velsignelse (3,9), mens loven giver forbandelse (3,10a), fordi ingen kan opfylde

alle lovens krav (3,10b). Selvom den universelle dimension i talen mod lovgerninger ikke kan udelukkes i

Galaterbrevet, virker det mest sandsynligt, at det er forholdet mellem jøder og hedninger, der især er i fokus her.

Paulus advarer strengt galaterne mod dem, der kræver omskærelse af de kristne (1,8-9; 3,1-5; 4,9-11.21-31; 5,1; 6,12),

idet han stadfæster, at troen er adgangspunktet til Gud for alle, både jøder og hedninger (3,28-30; 1,7-10). Talen mod

lovgerninger er endnu hårdere her end i Romerbrevet, men selvom hele Paulus’ energi er sat ind på at tilbagevise

dem, der kræver lovgerninger af de kristne, finder han alligevel plads til formaningen (5,13-6,10). Selv ikke i det brev,

hvor der tilsyneladende er allerstørst fare for, at menigheden falder for fristelsen til at søge egen retfærdighed

gennem gerninger, undlader han at tegne op, hvordan det kristne liv i lydighed ser ud.

6.1.4 SAMMENFATNING

Jeg har i det foregående beskæftiget mig med tre centrale tekster vedrørende Paulus’ retfærdiggørelseslære. Derved

mener jeg at have tilbagevist kritikken mod en nær sammenhæng mellem tro og lydighed, der er baseret i, at Paulus

taler så stærkt mod gerninger. For det første kan en stor del af hans polemik forklares ud fra det nye Paulus-

perspektivs bidrag, så vi forstår, at talen om lovgerninger eller tro, ligesom troslydighed, ofte er placeret i en kontekst

af diskussion om forholdet mellem jøder og hedninger. For det andet har jeg påvist, at Abraham, der anvendes som

eksempel på troen, i høj grad er repræsentant for lydigheden, og at Paulus ikke undlader at formane de kristne til

lydighed, selv når han angriber gerningsretfærdigheden allerkraftigst. Overordnet kan jeg indtil videre plædere for den

appositionelle forståelse af forholdet mellem tro og lydighed ud fra de behandlede tekster, idet uadskilleligheden

mellem de to understreges.

6.2 PAULUS UNDER ANGREB: ET LOVLØSHEDENS EVANGELIUM?

I de paulinske breve møder man flere konflikter mellem Paulus og menighederne. I Galaterbrevet ser vi som nævnt, at

Paulus advarer mod dem, der vil forvirre menigheden med en ny lære (Gal 1,6-7). Han revser menigheden for, at de

vender tilbage til den tilstand de var i, før de blev troende (4,9-11), og han sætter al sin kraft og autoritet ind på, at

53

Ibid., s. 168. Davies foreslår desuden, at 4,12b med formuleringen ”[…] går i sporene af den tro, som vor fader

Abraham havde[…]” indeholder implikationer, der peger i retning af troens lydighedsdimension: Ibid., s. 170.


18

galaterne holder sig til hans vej (6,11-12). Så voldsom er konflikten, at Paulus må sværge på sin sanddruelighed for at

sikre sig galaternes støtte (1,20). Konflikten drejer sig om, at nogle har krævet af de hedningekristne, at de skulle

omskæres for at blive en del af Guds folk, hvilket Paulus og de øvrige apostle var blevet enige om ikke var nødvendigt

(Gal 2,7-10). I det hele taget er spørgsmålet om de hedningekristnes status i forhold til de jødekristnes i det nye

gudsfolk stridens kerne i mange perikoper54

. Vender vi os mod 1. Korintherbrev, ser vi en strid, der drejer sig om et

andet tema, nemlig korinternes livsførelse: Paulus må blandt andet fordømme utugt (1 Kor 5,1-13; 6,12-20), indbyrdes

retssager (6,1-11) og indbyrdes splid (1,10-17). Igen lader det til, at Paulus’ autoritet er på spil, hvorfor han i kapitel 9

forklarer, hvordan han har drevet sin aposteltjeneste som forsvar mod dem, der kritiserer ham (9,3).

Det er i lyset af de foregående observationer, at flere kommentatorer har foreslået, at også Romerbrevet bærer præg

af en kritik, som Paulus må tilbagevise55

. Han citerer ikke sine modstandere, men vi får alligevel nogle glimt af dem,

når Paulus anvender det retoriske virkemiddel diatriben, som har til formål at lade modstandere, indvendinger eller

falske konklusioner komme til orde for at kunne tilbagevise dem56

. Trækket ser vi for eksempel meget tydeligt i Rom

3,8: ”Og skulle vi så gøre det onde, for at det gode kan komme, sådan som nogle bagtaler os for og påstår, at vi siger?

De får den dom, de fortjener!” Og kort efter i 3,31: ”Sætter vi så loven ud af kraft ved troen? Aldeles ikke! Vi gør loven

gældende.” Andre eksempler er: 6,1.15; 7,7. Nogle har tilsyneladende anklaget Paulus for at repræsentere et lovløst

evangelium, en tro uden lydighed, hvilket naturligvis er en nærliggende implikation af hans hårde afvisning af

Moseloven og af gerningernes rolle for menneskets frelse57

. Paulus’ tilbagevisning af anklagen er markant: ”μὴ

γένοιτο” (3,31). Han vil på ingen måde høre tale om, at den kristne lære afskaffer loven, tværtimod er Kristus loven

τέλος (10,4). Dette ord rummer både en temporal og en teleologisk dimension, hvorfor Kristus både kan siges at være

afslutningen på lovens æra og opfyldelsen af eller kulminationen på loven58

. Det vil sige, at loven, som den er

udformet i Moseloven med dens specifikke regler og bud for pagtsfolket, er sat ud af kraft. Det er derfor, Paulus kan

udtrykke sig så rummeligt om sådanne bud i Romerbrevets kapitel 14 i forbindelse med striden mellem de stærke og

de svage i menigheden: ”Én regner den ene dag for vigtigere end andre dage, en anden regner alle dage for lige

vigtige. Enhver skal stå fast ved sin overbevisning.” (14,5)

At de jødiske særregler er sat ud af kraft betyder imidlertid ikke, at der er rum for libertinisme. Nej, for den kristne er

der også en lov, og den lov er kærlighed: ”Vær ingen noget andet skyldig end at elske hinanden; for den, der elsker

54

Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 126–127.

55 Ibid., s. 123.

56 Longenecker, Introducing Romans, s. 202.

57 Moo, The Epistle to the Romans, s. 252–253. Jf. desuden afsnit 6.1.

58 Ibid., s. 638–642.


19

andre, har opfyldt loven.” (13,8) Vi ser altså, hvordan Paulus, især i formaningsafsnittet (12,1-15,13), viser

konsekvenserne af, at menigheden befinder sig i opfyldelsens tid: Moseloven gælder ikke længere, men det gør Guds

kærlighedslov. Det er også det, der kommer til udtryk i selve opbygningen af Romerbrevet59

: 1,18-3,20 rummer Guds

dom og vrede over menneskets synd og oprør, 3,21-5,21 viser, hvordan Gud har løst problemet ved at sende Kristus,

og derpå følger 6,1-8,39, der fokuserer på, hvordan den kristnes liv ser ud i opfyldelsens tid. Således indledes dette

afsnit i 6,1 med det indlysende spørgsmål: skal vi blive i synden, for at nåden kan blive større? Paulus har netop i 5,20b

antydet, at dette kunne være tilfældet i sin lovprisning af Guds nåde60

, og i det hele taget kunne man tro, at hans

nådesevangelium sætter fri til ligegyldighed overfor synden. ”μὴ γένοιτο” svarer Paulus igen (6,2). Den troende er

tværtimod sat ind i et nyt liv sammen med Kristus, hvor han skal vandre i livets nyhed (καινότης ζωῆς) (6,4). Den

danske oversættelse får desværre ikke den lydighedsdimension med, som antydes med talen om at vandre i det nye

liv, og som svarer vel til Davies’ førnævnte observation omkring Abraham, hvor Paulus kaldte til at vandre i sporene af

hans tro (4,12)61

. I det nye liv, den nye pagt med Kristus, som mennesket er indsat i, gives muligheden for lydighed.

Det troende menneske defineres så at sige af Kristi lydighed, ligesom mennesket indtil Kristi komme defineredes af

Adams ulydighed62

.

Det nye liv er et liv i lydighed mod Ånden (8,4), og netop Ånden er nøglen til, at den troende sættes fri fra synden og

har mulighed for at bekæmpe den, modsat den ikke-troende som er i kødet og dermed i oprør mod Gud (8,5-9)63

.

Kapitel 8, som indledes med den berømte stadfæstelse af, at der ingen fordømmelse er for dem, der er i Kristus Jesus,

er med til at kaste lys over denne virkelighed, for også her understreges lydigheden som krav for dem, der er i Kristus,

vel og mærke en lydighed, som muliggøres af Ånden: ”Brødre, så skylder vi da ikke kødet at leve i lydighed mod det.

Hvis I lever i lydighed mod kødet, skal I dø, men hvis I ved Åndens hjælp dræber legemets gerninger, skal I leve.” (8,12-

13) For den troende er døden og adskillelsen fra Gud en fare, med mindre han lever i lydighed mod Ånden og bliver

ved Guds godhed (11,22)64

. Lydighed mod kødet medfører kødets gerninger, som de for eksempel oplistes i Gal 5,19-

21, mens lydighed mod Ånden medfører Åndens frugt, som præsenteret i 5,22-26.

59

Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 19.

60 Moo, The Epistle to the Romans, s. 355.


62 Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 100, 128.


64 Ibid., s. 579–580.


20

6.2.1 SAMMENFATNING

Paulus har tilsyneladende været anklaget for gennem sit evangelium at plædere for libertinisme og lovløshed. I en vis

forstand er dette sandt, idet Kristi komme sætter Moseloven ud af kraft, men til gengæld er den kristne underlagt

kærlighedens lov. Dette understreger Paulus kraftigt og vier store del af Romerbrevet til at fastslå, at der er en vej for

den kristne at vandre i, og at den vej er lydighed mod Ånden, ikke mod kødet. Dette ræsonnerer med indledningen til

og afslutningen på Romerbrevet: at målet for Paulus’ og Guds virke er troslydighed. Jeg har gennem den foregående

gennemgang understreget den subjektive opfattelses vigtige bidrag til forståelsen af forholdet mellem tro og

gerninger: kun ved Åndens hjælp, i det nye liv med Kristus, kan den troende være lydig, og denne situation etableres

gennem troen (Rom 3,22; 5,1), som dermed kan defineres som lydighedens kilde. Samtidig bidrog afsnittet til

yderligere at støtte den appositionelle forståelse, da det igen blev manifesteret, hvor tæt Paulus knytter tro og

lydighed.

6.3 PARALLEL ANVENDELSE AF TRO OG LYDIGHED

Jeg har vist, hvordan forholdet mellem tro og lydighed belyses af Paulus’ opgør med tanken om retfærdiggørelse

gennem lovgerninger og af hans forsvar imod anklagen om, at han repræsenterer et lovløst evangelium. Den sidste

vinkel, jeg vil behandle, bygger på observationen af en række formuleringer i Romerbrevet, hvor Paulus bruger

lydighed parallelt med tro, hvilket taler for den appositionelle forståelse af troslydighed og af forholdet mellem tro og

lydighed. Cranfield har i sin kommentar til Romerbrevet udformet en liste over passagerne i brevet65

, af hvilke jeg har

citeret de, i mine øjne, mest markante:

a) 1,8: ”[…] i hele verden forkyndes om jeres tro […]”

16,19: ”Men jeres lydighed er kommet alle for øre […]”

b) 10,16a: ”Dog var det ikke alle, der adlød budskabet […]”

10,16b: ” […] for Esajas siger: »Herre, hvem troede på det, de hørte af os?«”

c) 1,5: ”[…] til at føre mennesker i alle folkeslag til troslydighed […]”

15,18: ”[…] for at føre folkeslagene til lydighed […]”

Den første parallel har jeg allerede strejfet i afsnit 5.2.1, hvor jeg diskuterede, hvem troslydigheden vedrørte. Da

konkluderede jeg, at udtrykket må forstås som endemålet for troende såvel som for ikke-troende, hvorfor det både

kan betegne selve troens lydighedshandling og den troendes vedvarende lydighed i livet med Kristus. I nærværende

65

Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s. 16; Miller, The obedience of faith, the eschatological people of

God, and the purpose of Romans, s. 43.


21

behandling er pointen, at tro og lydighed anvendes fuldstændig synkront i den vel nok tydeligste parallel af de tre

nævnte: der er i 1,8 tale om, at Paulus takker for menighedens tro, mens han i 16,19 glæder sig over deres lydighed.

De to udsagn er med til at indramme Paulus’ tale til menigheden, og de viser, at tro og lydighed skal forstås

overlappende66

. Dette kan som nævnt betyde to ting: på den ene side, at lydighed blot betegner det at komme til tro,

på den anden side at tro indebærer en lydighedsdimension. Der findes en række fortalere for den første forståelse,

herunder Otto Michel og Ernst Käsemann, som mener at deres opfattelse giver en bedre forståelse af 15,18 og dets

sammenhæng med 1,5: nemlig at lydigheden, som Paulus her omtaler, slet og ret er identisk med modtagelsen af

evangeliet67

. Umiddelbart er løsningen tiltalende, men i mine øjne er sådan en læsning kun mulig, hvis man ser bort

fra 6,1-8,39 og 12,1-15,13 og de mange formaninger, der findes i disse afsnit. Det er ganske rigtigt, at det at komme til

tro er en lydighedshandling, og at det som sådan godt kan være denne handling, Paulus har i tankerne, når han skriver

om folkenes lydighed (15,18) og troslydighed (1,5), men lydigheden går, som jeg har vist, langt videre end dét hos

Paulus. Derfor er det for mig at se bedst at forstå 1,5 og 15,18 som en reel og direkte benævnelse af den lydighed,

som Paulus fordrer af sine menigheder, og som netop er beviset mod hans modstandere, der anklager ham for

lovløshed. Man kan således argumentere for, at troslydighed og lydighed skal læses i lyset af Paulus’ konflikt med de

jødekristne, der tog anstød af hans negative tale om lovgerninger. Desuden er det svært at forestille sig, at Paulus blot

mente tro, når han skrev lydighed, hvilket Nanos pointerer: ”Why bother with the phrase if Paul’s point is the faith of

faith?”68

Den anden parallel, som jeg har oplistet, rummer en særdeles interessant sprogbrug, nemlig talen om at adlyde

evangeliet (10,16a). Ordvalget og parallellen til det andet halvvers (10,16b) indikerer, at tro ikke blot er en kognitiv

eller emotionel aktivitet, men at troen også manifesteres i lydighed, ligesom vantroen i ulydighed69

, hvilket kommer til

udtryk i 1,18-32, hvor Paulus anklager menneskeheden for sit frafald. Tankegangen er her, at fordi mennesket vendte

sig fra Gud og udskiftede hans sandhed med løgnen (1,21-23.25.28), overgav Gud dem til et liv i ulydighed (1,24.26-

27.28b-32). Som bemærket i afsnit 6.2 er det lydige liv kun en mulighed for den, der er i Kristus og har Ånden, mens

ulydigheden er den naturlige konsekvens af at være uden for fælleskabet med Gud. Den bemærkelsesværdige

sprogbrug går igen i 6,17 hvor Paulus takker for, at de troende er gået fra at være syndens trælle til at være lydige af

hjertet mod den lære, de er blevet indført i. At adlyde en læreform, en τύπος διδαχή, af hjertet, ἐκ καρδίας, må

nødvendigvis være mere og andet end en intellektuel overbevisning om, at en lære er sand eller falsk. I 10,16a

66

Miller, The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans, s. 43–44; Garlington,

Faith, obedience, and perseverance, s. 15–18.





22

kædedes lydigheden sammen med evangeliet og i 6,17 med læren, og selv om de to selvfølgelig ikke kan siges at være

totalt identiske, har de dog det samme indhold. Både læren og evangeliet formilder dels Guds retfærdiggørelse af den

troende og dels hans kald til at vige fra syndens vej. Dobbeltheden skinner blandt andet tydeligt igennem i Jesu møde

med kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud: ”Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå og synd fra nu af ikke mere.” (Joh

8,11b). Selve evangeliet og læren indeholder således følgevirkningen mellem indikativ og imperativ, som jeg berørte i

afsnit 5.2.1 og 6.2, og som er fundamentet for læsningen af ὑπακοὴ πίστεως som en subjektiv genitiv.

Desuden er der en væsentlig pointe i, at evangeliet, som Paulus lærer, er defineret af at være et evangelium om Jesus

Kristus (1,1-3). Han beskrives nemlig igen og igen som Ἰησοῦς Χριστός ὁ κύριος ἡμῶν: Jesus Kristus vores Herre. Og

hvad kan tro på et evangelium om en herre være, hvis det ikke er en underkastelse under denne herre i lydighed? V.P.

Furnish udtrykker denne tanke præcist: ”The acknowledgment of Jesus as ”Lord” is not possible apart from the

acknowledgment that one resides in the sphere of his sovereign power and is bound over to his service.” 70

Når Paulus

altså formulerer sig, som han gør i 10,16a og 6,17, er det et stærkt argument for, at troen og lydigheden befinder sig i

et appositionelt forhold til hinanden: at tro er at underkaste sig en herre, hvilket naturligvis ikke kan gøres rent

intellektuelt men må medføre en konkret lydighed, som vi for eksempel ser hos Abraham71

.

6.3.1 SAMMENFATNING

Romerbrevet rummer en række tekster, hvor tro og lydighed anvendes parallelt. Dette betyder, at forholdet mellem

tro og lydighed hos Paulus kan forstås appositionelt: tro på Herren, Jesus Kristus, er underkastelse under hans

herredømme, som manifesterer sig i konkret lydighed mod hans kærlighedslov.

70

Ibid., s. 172; Garlington, The obedience of faith, s. 252.

71 Jf. afsnit 6.1.2.


23

7 KONKLUSION

Jeg satte mig i opgavens indledning for at undersøge selve udtrykket troslydighed og den overordnede sammenhæng

mellem tro og lydighed hos Paulus. Til at begynde med forsvarede jeg opgavens udgangspunkt og bevægede mig

dernæst videre til en nærmere undersøgelse af begrebet, som rummede en række sproglige betragtninger og to

væsentlige konklusioner fra udtrykkets kontekst: for det første at troslydighed må forstås som et polemisk udtryk i

dialogen mellem Paulus og hans jødekristne modstandere, og at begrebet, i det lys, må opfattes som det, der

kendetegner det nye pagtsfolk. For det andet at det optræder som mål for både troende og ikke-troende.

Herfra flyttede jeg undersøgelsen op på et mere generelt plan og ved at behandle adskillige centrale, paulinske tekster

vurderede jeg, om den foreløbige forståelse af ὑπακοὴ πίστεως som et appositionelt og subjektivt forhold svarede til

den generelle, paulinske tankegang. Det første delafsnit sigtede på spørgsmålet om tro eller gerninger, og her

konkluderede jeg, at den troendes lydighed er noget ganske andet end de lovgerninger, som Paulus angriber.

Lydigheden er troens frugt, mens gerningerne er menneskets forsøg på at retfærdiggøre sig selv. Dermed endnu et

argument for den subjektive forståelse uden at den appositionelle imidlertid udelukkedes: Abraham, eksemplet på

tro, var samtidig eksemplet på lydighed. Andet delafsnit behandlede den konflikt, som går på, at Paulus’ modstandere

tilsyneladende har anklaget ham for at være bannerfører for lovløshed. Jeg påviste, hvordan Paulus afviser denne

anklage, og at lydigheden mod kærlighedens lov tværtimod er en nødvendig og naturlig del af den troendes liv.

Således blev også dette afsnit et argument for den appositionelt-subjektive tolkning. Endelig redegjorde jeg for den

parallelle anvendelse af tro og lydighed i Romerbrevet, som understreger, at tro nødvendigvis må være lydighed, fordi

troen retter sig mod en herre, nemlig Jesus Kristus. Også dette afsnit bekræfter den appositionelle sammenhæng

mellem tro og lydighed hos Paulus.

Dermed bliver min endelige konklusion på opgavens spørgsmål, at tro og lydighed for Paulus er vævet helt tæt

sammen. Tro er lydighed og lydighed er tro72

. Konklusionen skal dog præciseres ved, at den appositionelle tolkning

kvalificeres af den subjektive73

: lydigheden er kun mulig og sand, når den udspringer af troen, for i troen modtager

mennesket Guds frelsende gerning og hans Ånd, og kun indenfor dette forhold er lydigheden en mulighed. Uden for

troen bliver den en menneskets lovgerning. Paulus’ forståelse af forholdet mellem tro og lydighed må følgelig

beskrives som appositionelt-subjektivt74

, hvilket netop kommer til udtryk i ὑπακοὴ πίστεως. Troen må nødvendigvis

indeholde lydigheden, den må defineres af at være virksom i kærlighed (Gal 5,6).

72

Garlington, Faith, obedience, and perseverance, s.18; Moo, The Epistle to the Romans, s. 52–53.

73 Davies, Faith and obedience in Romans, s. 28–30.



24

8 LITTERATURLISTE

8.1 PRIMÆR LITTERATUR

Anderson, Chip. «Romans 1:1-5 and the Occasion of the Letter: The Solution to the Two-Congregation Problem in Rome». Trinity Journal 14, nr. 1 (1. Marts 1993): 25–40………………………………………………………………………………16 s

Bird, Michael F., red. Four views on the Apostle Paul. Grand Rapids, MI: Zondervan, 2012, s.9-210………………………..202 s Davies, Glenn N. Faith and obedience in Romans. Journal for the study of the New Testament, Supplement Series 39.

Sheffield: JSOT, 1990, s. 15-34, 143-175………………………………………………………………………………………………………53 s Garlington, Don. Faith, obedience, and perseverance. Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen Testament, 2.

Reihe 38. Tübingen: Mohr, 1994, s. 1-30, 44-71, 79-146, 161-163…………………………………………………………….129 s Garlington, Don B. The obedience of faith. Wissenschaftliche Untersuchungen zum Neuen Testament 79. Tübingen:

Mohr, 1991, s.233-268………………………………………………………………………………………………………………………………..36 s Holst, Richard. «The Meaning of ‘Abraham Believed God’ in Romans 4:3». Westminster Theological Journal 59, nr. 2 (1.

September 1997): 319–326…………………………………………………………………………………………………………………………..8 s Longenecker, Richard N. Introducing Romans: critical issues in Paul’s most famous letter. Grand Rapids, Mich: William

B. Eerdmans Pub, 2011……………………………………………………………………………………………………………………………..466 s Miller, James C. The obedience of faith, the eschatological people of God, and the purpose of Romans. Dissertation

series 177. Atlanta, Ga.: Society of Biblical Literature, 2000, s.1-59, 175-180………………………………………………65 s Schreiner, Thomas R. New Testament theology. Grand Rapids, Mich.: Baker Academic, 2008, s.573-585…………………13 s Wright, N.T. «New Exodus, New Inheritance: the Narrative Substructure of Romans 3-8». I Romans and the People of

God, 26–35. Grand Rapids: Eerdmans, 1999……………………………………………………………………………………………….10 s

I alt: 998 s

8.2 SEKUNDÆR LITTERATUR

Bonhoeffer, Dietrich. Efterfølgelse. Lohse, 1957. Gallagher, Daniel B. «The Pauline phrase ‘obedience of faith’ in Aquinas and Luther». Logia 19, nr. 3 (1. Januar 2010):

s. 29–33. Legarth, Peter. Kompendium til nytestamentlig isagogik. Århus: Kolon, 2001. Legarth, Peter. Romerbrevet. Semikolon. Fredericia: Kolon, 2008. Moo, Douglas J. The Epistle to the Romans. The new international commentary on the New Testament. Grand Rapids,

Mich: W.B. Eerdmans Pub. Co, 1996. Schreiner, Thomas R. Galatians. Zondervan exegetical commentary series : New Testament. Grand Rapids, Mich:

Zondervan, 2010.

Troslydighed -...

Documents

Transcript of Troslydighed -...